Hvad er forskellen mellem deodorant og antiperspirant: advarsel, der er forskelle

For at vælge det bedste middel til at opretholde kropshygiejne, skal man vide, hvad der adskiller deodorant fra antiperspirant. Den første og vigtigste forskel er, at deodorant påvirker bakterier, hvis aktivitet ledsages af ubehagelige lugte. Den indeholder parfume og duftstoffer. Antiperspirant hæmmer svedproduktionen ved at danne geléagtige propper i svedkanalerne.

Hvordan kender man forskel på deodorant og antiperspirant?

De fleste kosmetiske produkter 'mod svedlugt' er kombinerede – antiperspirant-deodoranter. Sjældnere finder man rene deodoranter uden antiperspirantegenskaber, og omvendt.

Sådan kender man forskel på deodorant og antiperspirant:

• Efter sammensætning – indeholder ikke aluminiumsalte;
• Efter mærkning – på flasken står der 'deodorant' uden 'antiperspirant';
• Efter beskyttelsesvarighed – virker op til 6 timer (i praksis);
• Efter forskel i fornemmelse – deodorant blokerer ikke for svedproduktion, antiperspirant gør.

Forskelle i tabellen:

Hvad er deodorant?

Mange opfatter deodorant som en spray. Denne definition er helt forkert. Lad os se på betydningen af termen: 'des' på fransk er et præfiks, der betyder 'fjernelse', og 'odor' oversættes fra latin som 'lugt'.

Deodorant er et kosmetisk produkt, der påføres kroppen og maskerer eller forhindrer bakteriel fermentering af sved.

I oldtiden brugte man linnedposer fyldt med urter som deodoranter. De gamle grækere og romere bar dem tæt på de 'duftende' kropsdele. Urterne absorberede sved og udsendte samtidig duft. Til kropsdeodorisering brugte man aromatiske olier og parfume.

Med tiden er det blevet kendt, at sved i sig selv ikke lugter. De ildelugtende stoffer dannes som følge af bakteriers arbejde. I deres livsproces fermenterer de sved og producerer flygtige stoffer med en specifik lugt.

Godt at vide. Ud over vand, der er 'presset ud af blodet', indeholder sved elektrolytter, fedtsyrer, urinstof, syrer, proteiner, steroider, lipider og kulhydrataffald. Ofte blandes sved med talg og udgør et yderst attraktivt næringsmedium for mange bakterier. Fugt og varme fremskynder mikroorganismers formering og produktionen af specifik lugt.

Hvad er en antiperspirant?

Bogstaveligt talt oversættes 'antiperspirant' til 'mod sved' (det oldgræske 'anti' betyder 'mod', og det engelske 'perspiration' betyder 'sved, svedafgivelse').

En antiperspirant er et dermatologisk eller kosmetisk middel, der blokerer svedkirtlernes udførselsgange.

Antiperspiranter kom meget senere end deodoranter. Menneskeheden måtte i lang tid kun drømme om dagligt bad eller brusebad. Mange vaskede sig kun hver flere måneder. Det er ikke overraskende, at deodoranter ikke løste problemet fuldt ud. Urternes dufte blandede sig med sved, hvilket somme tider kun gjorde situationen værre.

• I stedet for deodoration besluttede man sig for at finde en måde at reducere svedproduktionen på. Hertil brugte man talkum. Det let spaltelige mineral blev beskrevet af metallurgen Georg Agricola i det 16. århundrede. Parfumører brugte talkumpulver som en koncentrator af dufte. Samtidig tørrede det huden, reducerede friktion og lod kroppen forblive ren, tør og velduftende i længere tid.
• Det andet skridt mod opfindelsen af antiperspiranter var den såkaldte 'garvning' af huden ved hjælp af sammentrækkende stoffer: pulveriseret egetræsbark, aluminiumsalt og lignende. Stofferne får udførselsgangene, som sveden bevæger sig igennem, til at trække sig sammen og reducerer derved svedproduktionen.
• I 1860 begyndte man i Amerika for alvor at bekæmpe ubehagelig kropslugt. Man fremstillede midler med formaldehyd, natriumbicarbonat og ammoniumklorid. Et stort gennembrud var opfindelsen af en antibakteriel deodorant baseret på zinkoxid. Den blev patenteret i 1888 og bar navnet MUM – fra det engelske 'Mum’s the word' – 'Ikke et ord om det!'

Endelig blev den første prototype af en moderne antiperspirant opfundet i USA i 1903. Den hed Everdry og indeholdt aluminiumklorid – en særlig gruppe salte, der kan blokere svedkirtlernes sekretion. Det fint fordelte pulver opløses let i vand og fjernes fra huden. Ved påføring på huden omdannes det i svedkirtlerne til hydroxid (en gellignende prop) og hæmmer svedudskillelsen.

I 1940'erne-1950'erne kom der rulle-deodoranter, aerosolspray, sticks og geler på markedet, som effektivt bekæmpede svedlugt. De aktive stoffer blev løbende forbedret. Producenterne brugte forskellige kombinationer for at opnå den bedste effekt. Betegnelserne 'deodorant' og 'antiperspirant' blev efterhånden brugt i flæng, og i dag opfattes de af mange som det samme.

Spørgsmål og svar

Er alunit en antiperspirant eller en deodorant?

Crystal, også kendt som alunit eller alunsten, er et kemisk aktivt mineral, som ved kontakt med sved får proteiner til at størkne. Det har en lav antiperspirant effekt og dræber ikke i sig selv mikrober. Bakterievæksten hæmmes i stedet gennem en garvning af huden. Siden 2005 har FDA ikke anerkendt alunit som en deodorant. Det er et alternativt middel mod øget svedproduktion og svedlugt, som primært sælges i økologiske butikker.

Hvad er bedst, deodorant eller antiperspirant?

Der findes ikke ét svedmiddel, der passer lige godt til alle. Man bør vælge deodorant eller antiperspirant ud fra sin krops behov, ønsker og præferencer. Hvis man har brug for en effektiv regulering af sveden, anbefales det at bruge medicinske antiperspiranter med et indhold på 10-15 % aluminiumhydrochlorid. Hvis svedproduktionen ikke er et stort problem, kan man nøjes med deodoranter og alunit.

Forskellen mellem deodoranter og antiperspiranter er stor, men de supplerer hinanden godt. Nogle mennesker undlader at bruge sidstnævnte på grund af deres dårlige ry. Siden 1970'erne og frem til i dag har der jævnligt været offentliggjort videnskabelige undersøgelser, der hævder, at antiperspiranter er ekstremt sundhedsskadelige – de kunne føre til ophobning af aluminium i blodet og forårsage brystkræft. Ikke desto mindre klassificeres aluminium ikke som kræftfremkaldende. Aluminiumsprodukter omgiver os overalt (medicin, kosmetik, mad, drikkevand, service). Der er ingen beviser for, at det kan have skadelige virkninger på helbredet.